Når op mod 40.000 løbere d. 15. juni 2025 løber en halvmaraton over Øresund i anledning af Øresundsbrons 25-års jubilæum, svarer den samlede distance til 21 gange rundt om ækvator. 

Den 1. februar åbner tilmeldingen til Broløbet 2025. Et stort løb, en fascinerende rute, en uforglemmelig oplevelse. 

Broløbet 2025 arrangeres i anledning af Øresundsbrons 25-års jubilæum. Kort før broen åbnede i 2000, var der også arrangeret halvmaraton over Øresund. Dengang var kapaciteten dobbelt så stor, da broen endnu ikke var åben for trafik, og alle spor var åbne for deltagerne – ikke mindre end 80.000 stillede til start. 

Det var dengang, filmen “Blinkende lygter” havde premiere, og Aqua hittede med nummeret “Cartoon Heroes”.  

En del vand er løbet i åen siden dengang, men Øresundsbroen er den samme, og arrangørerne glæder sig til at give løberne muligheden i anledning af 25-året. 

”Både vi hos Sparta, vores svenske arrangørkolleger, MAI, og værterne Øresundsbron ser utroligt meget frem til at fejre broens jubilæum sammen med 40.000 løbere, der får en helt speciel og uforglemmelig løbeoplevelse,” siger adm. direktør i Sparta Atletik & Løb, Dorte Vibjerg og tilføjer: 

”For Broløbet over Øresund er helt specielt og en unik oplevelse, der for mange er ’once in a liftetime’. Derfor er vi heller ikke overraskede over, at der allerede nu vises stor interesse for tilmeldingen, der åbner 1. februar kl. 12.00.” 

Mange sjove tal forbinder sig til Broløbet 2025. Herunder er nogle af dem.  

Broløbet i tal

    • 40.000 løbere tilbagelægger samlet 843.900 km ved Broløbet 2025.

    • Distancen svarer til ca. 21 gange rundt om jorden

    • …eller en gang til månen og retur + en gang rundt om jorden.

    • I alt forventes 1,2 mia. skridt at blive taget i forbindelse med Broløbet 2025.

    • Ca.143 mio. køretøjer er kørt over Øresundsbroen siden åbningen i 2000

    • Til Broløbet i 2000 var der 80.000 deltagere.

    • Den ældste deltager til Broløbet i 2000 var Oscar Gustafsen, 84 år

    • Til Broløbet i 2000 deltog 48 forskellige nationaliteter

    • Målområdet ved Broløbet i 2000 havde en størrelse svarende til 100 fodboldbaner

    • Tunnelen i Øresundsforbindelsen er ca. 4 km lang

    • Undervejs krydses Peberholm, der består af 7,5 mio. m3 havbundsmateriale

    • Øresundsbroens høje bropiller rager 203,5 m op over havet

    • Ruten går på sit højeste sted 57 m over havet

Følg Broløbet 2025