DM Marathon

Copenhagen Marathon lægger løb til DM Marathon 2023. Der konkurreres i følgende klasser både individuelt og i hold:

Senior (født 2003 eller tidligere)
U23 (årgangene 2001-2003)

For at stille op til skal du leve op til
Medlemskab

Du skal være medlem af en forening under Dansk Atletik.

Statsborgerskab

Du skal være dansk statsborger eller have haft fast bopæl i Danmark i minimum 6 måneder op til DM.

Alder

Du skal som minimum fylde 20 år i løbet af 2023.

Den individuelle konkurrence

Når du er tilmeldt DM, deltager du automatisk i den individuelle senior konkurrence. Derudover deltager du også i U23-klassen, hvis du opfylder alderskravet. Du skal dog være dansk statsborger for at vinde medalje i DM-seniorkonkurrencen. En udenlandsk statsborger kan godt vinde medalje i sin U23-aldersklasse.

DM-løbere skal starte i deres respektive startgruppe. Det er dog muligt for DM-løbere at blive seedet til vores elite A eller B-felt, hvis man overholder gældende elite-tidskrav.

Der vil være præmiepenge til de hurtigste mænd og kvinder i den individuelle konkurrence. Læs mere om præmiepenge her..

 

Holdkonkurrencen

Et hold består af tre løbere fra samme klub/forening og defineres ud fra resultatlisten. Det er de tre hurtigste fra din klub, som tæller med på det første hold osv. Din klub står for at tilmelde antallet af hold, de ønsker at deltage med.

Udenlandske statsborgere kan vinde medalje i holdkonkurrencen, hvis man overholder ovenstående krav for at stille op. Der kan dog maksimalt være én udenlandsk deltager på hvert hold.

Konkurrencevilkår

Tidtagning

Individuelle DM-placeringer afgøres altid på bruttotider (først over målstregen. Tiden starter ved startskuddet).

Holdkonkurrencen afgøres på nettotider (tiden starter, når løber passerer startstregen).

Skohøjde

Alle deltagere i DM skal overholde World Athletics’ skoregler ang. maksimal skohøjde for at kunne vinde medalje.

Se godkendte sko her.

Privat væske

Alle DM-deltagere har mulighed for at benytte sig af privat væske, hvis det indleveres korrekt efter de anvisninger, som sendes ud tættere på løbet.

Tilmelding til DM

For at tilmelde dig DM skal du først være tilmeldt Copenhagen Marathon. Derefter logger du ind på din tilmeldingsprofil, hvor du kan tilmelde dig DM.

Tilmeldingsfristen til DM er søndag den 7. maj kl. 23:59. Det er ikke muligt at eftertilmelde sig.

For at deltage er det et krav, at alle DM-deltagere afhenter deres DM-rygmærke på Copenhagen Marathon Expoen sammen med deres startpakke i dagene op til løbet.

 

Tilmeldingsvilkår i din klub

Din klub kan have yderligere krav i forbindelse med tilmelding til DM. Din klub vil derfor informere dig om tilmelding, tilmeldingskravene og evt. yderligere krav, de må have. Kontakt derfor din klub, hvis du har spørgsmål til vilkårene.